HDR (high dynamic range) forklaret

Den korte forklaring

Almindelig video blev designet ud fra den lysstyrke, et billedrør kunne klare. High dynamic range løfter det loft: klare highlights forbliver klare uden at knuse alt andet, og detaljer i skyggerne overlever. Det kræver et bredere farverum og mindst 10-bit bitdybde for at undgå banding.

I praksis møder du fire formater: HDR10, HDR10+, HLG og Dolby Vision. De adskiller sig primært ved, hvordan lysstyrkeinformationen håndteres: fast for hele filmen, opdateret scene for scene eller, i HLG's tilfælde, overført helt uden metadata.

Hvor du støder på det

HDR ser kun rigtigt ud, når skærmen reelt kan levere det. En kilde, der får at vide, at HDR er tilgængelig, sender HDR, og en skærm, der ikke kan nå den lysstyrke, indholdet forudsætter, må tone mappe det — nogle gange godt, andre gange til et mat, gråt billede, der ser værre ud end SDR.

Hvilke HDR-formater der bliver tilbudt, afgøres af egenskabsdataene. Derfor dukker HDR nogle gange op på én indgang og ikke på en anden, eller forsvinder, når en AV-receiver tilføjes kæden.

Sådan håndterer DR HDMI 8K det

Med DR HDMI 8K styrer du HDR-annonceringen direkte. I EDID-flagene kan du fjerne HDR helt eller sætte det til HDR10, HDR10 med HLG, HDR10+ eller HDR10+ med HLG. Hvis HDR gør et billede dårligere i stedet for bedre, er det en test med ét klik at slå det fra på EDID-niveau, og den kræver ingen jagt gennem menuerne på kilden.